Tæt på byen, lige ved skolen

Erhvervskollegiet

Vores kollegie er mere end bare et sted at studere – det er et levende fællesskab, hvor studerende dyrker nye interesser, opbygger netværk og støtter hinanden på deres uddannelsesrejse.

Et miljø, hvor uddannelse og fællesskab går hånd i hånd.

Skive College Erhvervskollegium er for alle, men især for dig som har langt til den uddannelse, du ønsker dig. Skal du rejse længere end 75 minutter med offentlig transport til den nærmeste skole, der tilbyder din uddannelse, er du tilskudsberettiget.

Erhvervskollegiet tilbyder værelser med egen indgang og bad samt tre daglige måltider, som serveres i skolens kantine. Skolen er nabo til Erhvervskollegiet, så der er ikke langt til undervisning, studieaktiviteter og socialt samvær. På Erhvervskollegiet er der på hver etage et fællesrum og køkken, hvor du kan møde dine skolekammerater.

Erhvervskollegiet ligger i et naturskønt område lige ved Karup Å og gåafstand til centrum af Skive by. Der er heller ikke langt til Krabbesholm Skov og Skive Fjord.

Erhvervskollegiet er ikke bare et sted man bor. Det er et kæmpe stort fællesskab.

Chris, Bor på erhvervskollegiet

Fællesskaber og aktiviteter

Når du bor på Erhvervskollegiet, er der altid en række fritidsaktiviteter, du kan tage del i. Nogle af disse finder sted på Erhvervskollegiet, andre forskellige steder i Skive by. De forskellige tilbud kan skifte efter sæson, mængden af interesserede, osv.

Motions- og bokserum

Bordtennis

Billard / pool / bordfodbold

Boldspil udendørs aktiviteter

Musikværksted

Bagning og fælleshygge

Pistol / riffelskydning

Brætspil, kortspil

Aktiviteter med rabat

Når du bor på Erhvervskollegiet kan du få særlig rabat følgende steder i byen:

Aftaler med andre firmaer/ændringer i nuværende aftaler kan forekomme. Som studerende på Skive College får du også et digitalt studiekort – Studiz. App’en fungerer som en portal for både online og lokale studierabatter, så du med din smartphone nemt kan finde og opnå opdaterede og unikke studierabatter samt specielle, tidsbegrænsede studie-deals.

Praktiske informationer

Opsyn og personale

Erhvervskollegiets personale hjælper dig med praktiske ting, holder tilsyn og står til rådighed for dig. Vi tager imod dig, når du ankommer, og siger farvel, når du rejser. Du er altid velkommen i receptionen med dine spørgsmål. Du kan se mere om receptionens åbningstider, indkvartering og afrejse længere nede under ”Praktisk information”.

Faciliteter

Erhvervskollegiet har plads til 150 beboere. Alle værelser er med egen indgang og bad, og på hver etage er der køkken samt fællesrum med TV. Værelserne er møblerede med seng, skrivebord, stol, spejl mv.

Som udgangspunkt bliver du indkvarteret på enkeltværelse. I spidsbelastede situationer kan man komme til at bo to sammen på større værelser. Du kan ikke forvente at have det samme værelse under hele dit [forløb? ophold? skoleforløb?].

Særlige værelser er reserverede til personer med handicap eller forældre med børn. Familieværelserne er 1,5-værelses. Handicapværelserne er større og med stort handicapvenligt badeværelse.

I køkkenerne på hver etage findes der komfur, el-kedel, kaffemaskine og køleskab, som du frit kan benytte. Husk at sætte navn og værelsesnummer på din mad og at rydde op efter dig selv. Grundforløbselever får på skift tildelt praktiske opgaver i fælleskøkkenerne, såsom lettere oprydning, tømning af opvaskemaskine samt tjekke datoer på fødevarer, hvis noget skal smide ud.

Erhvervskollegiet har også lokaler til rådighed, hvor du kan arbejde selvstændigt eller i grupper, ligesom du kan sidde på skolen og arbejde.

Reception og personale

Reception er åben med imødekommende personale i følgende tidsrum:

Mandag – fredag kl. 06:30-08:00
Mandag – torsdag kl. 15:00-23:00

Der er personale til stede på Erhvervskollegiet hele natten. Personalet kan i nødsituationer tilkaldes i nattetimerne på tlf. 99 14 92 49.

Indkvartering og afrejse

Indkvartering sker inden for følgende tidspunkter:

Mandag – torsdag kl. 15:00-22:00
Søndag/helligdage kl. 18:00-22:00

Der er åbent for ankomster på søndage/helligdage, hvis det er en skoledag dagen efter.

Du er velkommen til at flytte ind dagen før, du begynder på din uddannelse. Ankommer du først på din første undervisningsdag, kan du få adgang til dit værelse efter kl. 15:00.

Når du ankommer første gang, henvender du dig i receptionen til venstre for hovedindgangen. Her får du udleveret et nøglekort, som du bruger til dit værelse, og som også kan bruges til at komme ind på skolen uden for undervisningstid.

Sengelinned, dyne, pude og håndklæder kan lejes på Erhvervskollegiet, men vi anbefaler, at du medbringer dit eget hjemmefra, da vi ikke kan garantere at have nok til alle.

Den dag dit skoleforløb slutter, skal du være tjekket ud af dit værelse og have afleveret dit nøglekort i receptionen senest kl. 07:45. Dit værelse skal efterlades i pæn og ordentlig stand. Hvis der er meget beskidt eller rodet, kan du blive opkrævet et gebyr for ekstra oprydning/rengøring.

Weekender

Det er muligt at blive på kollegiet i weekenden. Kollegiet er uden bemanding i weekenden.

Er du under 18 år, skal du komme med et samtykke fra dine forældre/værge, der tilkendegiver tilladelse til overnatning i weekenden.

Ønsker du at benytte dig af muligheden, skal du henvende dig i tilsynet senest torsdag kl. 18.

Husreglerne (se nederst) gælder også i weekenden.

Lukkeperioder

Erhvervskollegiet er lukket 3 uger i sommerferien, hverdagene op til påske samt i en periode op til jul. Der er ingen adgang til værelserne i disse perioder. Receptionen vil kunne oplyse de præcise datoer for det pågældende skoleår.

Spisning, rengøring og tøjvask

Spisning
Dit ophold på Erhvervskollegiet er inklusiv morgenmad, frokost og aftensmad, som serveres i skolens kantine. Medbring dit nøglekort, hver gang du spiser.

Kontakt køkkenpersonalet, hvis du har særlige krav til kosten, så tager vi hensyn til det!

Rengøring
Du har ansvar for at holde dit værelse rent og pænt. Rengøringspersonalet foretager en ekstra rengøring af toilet og håndvask hver 3. uge. Rengøringspersonalet skal kunne komme ind på dit værelse med rengøringsvognen.

Rengøringsartikler kan findes i fælleskøkkenerne. Toiletpapir kan afhentes gratis i et skab ved receptionen.

Tøjvask
Erhvervskollegiets kælder er indrettet med vaskerum og tørretumbler. Vaskepoletter kan købes i receptionen.

Vaskerummet kan benyttes i tidsrummet 13:00-22:00.

Gæster

Din gæster er velkomne på Erhvervskollegiet i tidsrummet 15:00-23:00.

Henvend dig til personalet i receptionen, hvis der er brug for overnatning. Det koster 50 kr. at have en overnattende gæst. Din gæst vil blive forsynet med en madras.

Prisoversigt

Her vises de aktuelle takster/priser. Ændringer kan forekomme.

Oversigt Pris
Ophold med tilskud (uge) 612 kr.
Ophold uden tilskud (uge) 1.700 kr.

Forsikring

Erhvervskollegiet har ingen forsikring. Du skal selv sørge for at være forsikret under dit ophold.

Post og folkeregister

Du er velkommen til at flytte din postadresse til Erhvervskollegiet. Din folkeregisteradresse må du ikke flytte til Erhvervskollegiet.

Du kan hente post i receptionen efter kl. 15:00.

Erhvervskollegiets postadresse er:

Dit navn og værelsesnummer
Skive College
Kongsvingervej 1, postboks 20
7800 Skive

Husregler

  • Udvis hensynsfuld adfærd præget af respekt
  • Alle henvisninger fra personalet skal følges
  • Der skal være ro fra kl. 23:00
  • Dit nøglekort er personligt og må ikke lånes ud
  • Husdyr må ikke medbringes
  • Alle tobaksrelaterede produkter er forbudte inde og ude (dog er der et afgrænset udendørsområde, hvor det er tilladt at ryge)
  • Euforiserende stoffer og alkohol i enhver form er strengt forbudt, både på fællesarealer og værelserne

Særlig indsats mod euforiserende stoffer

Skolen forbeholder sig retten til at anvende brug af narkohunde, både uanmeldt og ved begrundet mistanke, på alle skolens adresser, lokaler og værelser

I forbindelse med skolens indsats mod brug af euforiserende stoffer, forbeholder skolen sig retten til at tage stikprøver i klasserne, hvor den enkelte elev kan blive udtaget til test.

Særlig indsats mod euforiserende stoffer

  • Skolen forbeholder sig retten til at anvende brug af narkohunde, både uanmeldt og ved begrundet mistanke, på alle skolens adresser, lokaler og værelser
  • I forbindelse med skolens indsats mod brug af euforiserende stoffer, forbeholder skolen sig retten til at tage stikprøver i klasserne, hvor den enkelte elev kan blive udtaget til test

Vi glæder os til at byde dig velkommen på Erhvervskollegiet!

Kontakt vejledere